Selvstændigt erhvervsdrivende og fradrag for parkeringsudgifter

Posted by on mar 17, 2017 in Nyheder | 0 comments

 

Selvstændigt erhvervsdrivende og fradrag for parkeringsudgifter

Faglig nyhedDet skal igen være muligt for medarbejdere at få refunderet parkeringsudgifter skattefrit – også selvom der udbetales befordringsgodtgørelse. Dette gælder nu også selvstændigt erhvervsdrivende, da udgifterne til parkering udgår af beregningsgrundlaget for skatterådets satser fra 2017.

FSR – danske revisorer rettede tidligere på året henvendelse til SKAT på baggrund af ændringen af Den juridiske vejledning vedrørende arbejdsgiverbetalt parkering. Ændringen medførte, at arbejdsgivere ikke længere kunne refundere parkeringsudgifter efter regning, når der samtidig blev udbetalt befordringsgodtgørelse. SKATs begrundelse for ændringen var, at den skattefrie befordringsgodtgørelse indeholdt dækning af parkeringsudgifter.

I henvendelsen til SKAT udtrykte FSR kritik af ændringen, hvorefter SKAT i erkendelse af manglende hjemmel til beskatning af arbejdsgiverbetalt parkering udsendte et styresignal, som præciserede, at medarbejdere har ret til skattefrit at få refunderet parkeringsudgifter – også selvom der udbetales befordringsgodtgørelse.

I et høringssvar til SKAT vedrørende styresignalet udtrykte FSR glæde over, at SKAT ville bringe den skattemæssige behandling af arbejdsgiverbetalt parkering tilbage til SKATs oprindelige praksis, således som den var beskrevet i Den juridiske vejledning 2015-2 og tidligere. FSR fandt det dog beklageligt, at samme regler ikke gjaldt for selvstændigt erhvervsdrivende og honorarmodtagere. Landsskatteretten anlagde i SKM2008.338.LSR en fortolkning, hvorefter selvstændige erhvervsdrivende og honorarmodtagere ikke har samme mulighed for at få udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse samtidig med at parkeringsudgifterne bliver dækket. Landsskatteretten gav samme begrundelse som SKAT, nemlig at der i satserne for erhvervsmæssig befordring er indeholdt udgifter til parkering.

FSR udtrykte kritik af denne forskelsbehandling og fandt, at der var behov for en lovændring i forhold til den praksis, som Landskatteretten havde anlagt. FSR rettede derfor henvendelse til Skatteministeriet vedrørende behandlingen af selvstændigt erhvervsdrivende og honorarmodtageres mulighed for at modtage skattefri befordringsgodtgørelse og dækket parkeringsudgifter særskilt.

Skatterådet besluttede på et møde den 14. november 2016 at lade udgifter til parkering udgå af beregningsgrundlaget for Skatterådets satser pr. 1. januar 2017. Fradrag for udgifter til erhvervsmæssig befordring med standardsatserne omfatter således fra dette tidspunkt ikke længere parkeringsudgifter. Derfor må det antages at selvstændigt erhvervsdrivende og honorarmodtagere også kan tage fradrag for erhvervsmæssige parkeringsudgifter, uanset at de samtidig foretager fradrag for udgifter til befordring med standardsatserne.